Arbejdskraft og kompetencer
Konkurrencen om at tiltrække og fastholde den attraktive arbejdskraft er stor - både i Danmark og internationalt. Derfor samarbejder kommunerne i Trekantområdet om at sikre arbejdskraft og kompetencer til virksomhederne.
Behov for veluddannet arbejdskraft i Trekantområdet
Befolkningsprognoserne viser, at vi i fremtiden bliver færre mennesker i den arbejdsdygtige alder. Derfor er det endnu vigtigere, at vi sikrer os, at de unge i området får en god uddannelse. I Trekantområdet har vi et bredt udvalg af gode uddannelser, både ungdomsuddannelser og uddannelser på et videregående niveau. I Trekantområdet samarbejder vi med de lokale uddannelsesinstitutioner for at øge antallet af unge, som tager en uddannelse i Trekantområdet. Unge, som uddanner sig i området, vil nemlig med større sandsynlighed bosætte sig og finde arbejde i en virksomhed i Trekantområdet.
12% af beskæftigelsen i Trekantområdet er udenlandsk arbejdskraft
Det er det anden højeste niveau i Danmark, kun overgået af Hovedstadsområdet (Kilde: jobindsats.dk, bearbejdet af Trekantområdet Danmark)
International arbejdskraft er afgørende for vækst
I de seneste 10 år har udenlandsk arbejdskraft stået for ca. halvdelen af beskæftigelsesvæksten i Trekantområdet. Samtidig har Trekantområdet den næsthøjeste andel af international arbejdskraft i Danmark - kun overgået af Hovedstadsområdet. International arbejdskraft har med andre ord været afgørende for væksten i Trekantområdet. I industrien er den udenlandske arbejdskraft kun endnu vigtigere. Ser vi ind i krystalkuglen, så bliver den internationale arbejdskraft ikke mindre vigtig i de kommende år. International arbejdskraft er derfor et vigtigt fokus for samarbejdet i Trekantområdet.
13% af jobopslag i Trekantområdet efterspørger grønne kompetencer
Der er særlig stor efterspørgsel efter grønne kompetencer i industrien, bygge- og anlægsbranchen samt inden for erhvervsservice. (Kilde: HBS-Jobintel af HBS Economics, bearbejdet af Trekantområdet Danmark)
Stor efterspørgsel på grønne og tekniske kompetencer
Trekantområdet er Danmarks Produktionscentrum med den største koncentration af industriarbejdspladser i Danmark. Den høje koncentration af industri i området betyder, at der er et særligt stort behov for digitale, tekniske og grønne kompetencer. Det gælder både faglærte kompetencer og kompetencer fra videregående uddannelser. Det er samtidig denne type kompetencer, som skal være med til at sikre den grønne omstilling i Trekantområdet. Kommunerne i Trekantområdet har derfor et særligt fokus på at sikre denne type kompetencer til området.