Danish International Manufactoring Academy (DIMA)
Danish International Manufactoring Academy (DIMA) er et privat/offentligt samarbejde, der arbejder for at sikre industrien i Trekantområdet adgang til kompetent arbejdskraft, der er nødvendig for områdets vækst.
Industrien i Trekantområdet klarer sig rigtig godt: Siden 2018 er der skabt beskæftigelse svarende til mere end 3.000 fuldtidsstillinger – og endnu flere job. Den fremtidige jobskabelse er imidlertid udfordret af mangel på kompetent arbejdskraft. Dels har Trekantområdet en meget lav ledighed, dels er det vanskeligt at blive ved med at finde faglærte samt ingeniører og andre medarbejdere med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse.
DIMA samler alle relevante aktører
Medlemmerne i DIMA samarbejder om:
- At synliggøre produktion som en attraktiv karrierevej
- At styrke de produktionsrettede uddannelsesinstitutioners image og tiltrækningskraft
- At styrke virksomhedernes innovation og produktivitet gennem et tæt samspil om uddannelser- og efter/videreuddannelser
- At sikre en høj kvalitet, sammenhæng og relevans i kompetenceforsyningen til erhvervslivet i Trekantområdet
- At styrke og synliggøre Trekantområdet som et attraktivt produktionscentrum
DIMAs medlemmer består af både uddannelsesinstitutioner, jobcentre, erhvervsservice, kommuner, arbejdsmarkedsparter og ikke mindst industrivirksomheder i Trekantområdet.
Fokus på konkrete løsninger
Udgangspunktet for samarbejdet i DIMA er, at medlemmerne sammen identificerer udfordringer og skaber rum for udvikling af nye løsninger. Styrken ligger i det tværgående samarbejde mellem aktørerne, hvor udfordringer belyses fra forskellige vinkler - og hvor hver enkelt aktørs særlige kompetencer og funktion kan sættes i spil.
Rammen om arbejdet i DIMA er defineret af to arbejdsprogrammer fordelt på tre fokusområder, som følger:
- 360⁰ vejledning af virksomheder
- Mere efter-/videreuddannelse
- Flere erhvervsuddannede
Arbejdsprogrammet ”360⁰ vejledning og efter-/videreuddannelse”
Fokuserer på at sikre samarbejde og vidensdeling mellem virksomhedskonsulenter fra beskæftigelses-, erhvervsfremme- og uddannelsessystemet. Målet er at give virksomheder optimal vejledning om efter-/videreuddannelse og arbejdskraft. Et centralt værktøj er en fælles referenceramme for dialogen med virksomheder.
Arbejdsprogrammet ”Flere erhvervsuddannede”
Sigter mod at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig karriere gennem projekter og prøvehandlinger, der skal fremhæve produktionsvirksomheder som inspirerende arbejdspladser. Tidligere projekter inkluderer ”Industrien som karrierevej” og erhvervskandidatuddannelsen i Operations Management.
DIMA som samarbejdsplatform
DIMA skaber relationer og gensidigt kendskab mellem aktører inden for uddannelse, arbejdsmarked og erhvervsfremme. Dette gør det lettere at vejlede virksomheder og etablere små, effektive samarbejder, der imødekommer konkrete behov.
DIMAs bestyrelse









