Teknologi og innovation skal styrke konkurrencekraften
Teknologi og innovation er afgørende for Trekantområdets fortsatte konkurrenceevne. Derfor arbejder vi på at sikre erhvervslivet bedre adgang til viden og teknologi.
Selvom Trekantområdet har flere industrijob end landets tre største byer tilsammen, er de fleste videns- og innovationsfaciliteter placeret i universitetsbyerne. For at fastholde positionen som Danmarks Produktionscentrum kræves en målrettet indsats for bedre adgang til teknologi og innovation.
Fokus på innovationskraft
Vi arbejder for at øge virksomhedernes kendskab til teknologiske tilbud i samarbejde med erhvervskontorer og -huse. Samtidig udvikler vi videns- og innovationsfaciliteter i Trekantområdet, bl.a. gennem samarbejde med lokale videnscentre og uddannelsesinstitutioner. Et tættere samspil mellem videnscentre, GTS-institutter og nationale klynger er centralt for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og sikre lokale faciliteter.
Tradition for offentlig-private samarbejder
I Trekantområdet har vi stærke traditioner for samarbejde mellem virksomheder, offentlige aktører og uddannelsesmiljøer. Det er nemlig en stor del af drivkraften bag fremgang og fornyelse i erhvervslivet i Trekantområdet.
Tæt samspil med de nationale erhvervsklynger
Trekantområdet Danmark arbejder målrettet på at styrke samarbejdet med de nye nationale erhvervsklynger, som forbinder virksomheder og vidensinstitutioner inden for Danmarks styrkepositioner.
Med fokus på industri, transport og logistik er vi i dialog med 7 af de 10 relevante klynger. Mange virksomheder står over for ændringer som avanceret teknologi, digitalisering, bæredygtige forretningsmodeller og optimering af deres supply chain for at forblive konkurrencedygtige.
Vores ambition er, at Trekantområdet bliver et innovationslaboratorium, hvor klynger samarbejder til gavn for virksomhederne.
GTS-institutter i Trekantområdet
Trekantområdet huser tre GTS-afdelinger: Force Technology i Vejen, DBI i Fredericia og Teknologisk Institut i Sønder Stenderup. Vi arbejder for at styrke disse og tiltrække nye afdelinger for at øge virksomhedernes teknologiske og innovative kapacitet.