Svært at skaffe arbejdskraft i Trekantområdet
I slutningen af 2024 var godt hvert fjerde rekrutteringsforsøg i Sydjylland forgæves (25%). Et forgæves rekrutteringsforsøg skal forstås som en rekruttering, der enten helt må opgives, eller som ender med en ansættelse af en anden profil end ønsket. Rekrutteringsudfordringerne var særligt store i slutningen af 2021 i Trekantområdet, men siden da er det blevet lidt nemmere at skaffe de rette kompetencer. Dog er rekrutteringsudfordringerne i Sydjylland stadig større i dag, end de var i 2019 inden Covid-19. Dermed er det forsat svært at skaffe den ønskede arbejdskraft i Sydjylland og herunder Trekantområdet.
Det er lidt sværere at skaffe den rette arbejdskraft i Sydjylland end i resten af landet, målt på den samlede andel af forgæves rekrutteringer. Det er ca. samme andel af rekrutteringsforsøgene der opgives i Sydjylland og i resten af landet, mens antallet af rekrutteringsforsøg, hvor man ansætter en anden profil end den ønskerede er højere i Sydjylland. Det viser at det særligt kan være svært at skaffe de rette kompetencer, og således må virksomhederne i Sydjylland oftere substituere med en anden kompetenceprofil.
Ledigheden i Trekantområdet er særdeles lav og ligger på det laveste niveau blandt storbyområderne i Danmark. Dette understøtter budskabet om, at det kan være svært for virksomhederne i området at skaffe den rette arbejdskraft. Dette er også en del af forklaringen på, at en stor del af de beskæftigede i Trekantområdet kommer fra kommuner uden for Trekantområdet og at en stor del af væksten i beskæftigelsen kommer fra udenlandsk arbejdskraft - da meget lidt af den tilgængelige arbejdsstyrke i området er ledig.
Ledigheden er faldet markant i løbet af de seneste 10 år - både i Trekantområdet og i resten af landet. I de sidste to år ses dog en lille stigning i ledigheden, men ledigheden er stadig på et meget lavt niveau i 2024, hvor kun 2,4% af arbejdsstyrken er ledig i Trekantområdet.
Om forgæves rekrutteringer og ledighed
Antallet af forgæves rekrutteringer viser, hvor svært virksomheder har ved at rekruttere den arbejdskraft, de har behov for. Opgjort pba. STAR’s rekrutteringssurvey, hvor de løbende kontakter virksomheder, der har slået stillinger op som elektroniske jobopslag, og spørger til status på deres rekrutteringsforsøg ca. 4 måneder efter, at de har slået stillingsopslaget op. Rekrutteringsforsøg kan enten være 1) succesfuldt, 2) forgæves, men besat med en anden profil, eller 3) forgæves, stillingen blev ikke besat. Den forgæves rekrutteringsrate angiver andelen af rekrutteringsforsøgene, der er forgæves. De forgæves rekrutteringer kan opdeles på de regionale arbejdsmarkedsråds (RAR) områder. Trekantområdet er en del af RAR Sydjylland.
Forgæves antal rekrutteringer er et mere præcist mål end ledighed for virksomhedernes evne til at skaffe den ønskede arbejdskraft, til gengæld findes statistikken kun for hele Sydjylland og ikke specifikt Trekantområdet. Derfor indgår ledigheden her, da det giver os mulighed for at zoome ind på Trekantområdet. Fuldtidsledige i pct. af arbejdsstyrken 16-66-årige er en indikator for, hvor meget arbejdskraft der er ledig i området. En højere ledighed vil dermed alt andet lige betyde at det bliver nemmere for virksomhederne at skaffe de rette kompetencer. For at blive betegnet som ledig skal man være uden arbejde, stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt arbejdssøgende. I denne opgørelse er ledige omregnet til fuldtidspersoner for perioden og sat i forhold til størrelsen af arbejdsstyrken i området. Arbejdsstyrken er den del af befolkningen, hvis arbejdskraft er til rådighed for arbejdsmarkedet og som enten er i beskæftigelse eller er ledige.