back icon
Back arrow
Fakta & analyser

Trekantområdet er det næstmest produktive industriområde i Danmark

Højproduktiv industri

Arbejdskraftproduktiviteten i Trekantområdet, målt som bruttoværditilvækst pr. årsværk, er høj. Den høje produktivitet skyldes bl.a. at erhvervslivet i Trekantområdet er koncentreret i brancher, der har en høj produktivitet, særligt Industri og Handel – dette er de største brancher i Trekantområdet og udgør samtidig en større andel af bruttoværditilvæksten i Trekantområdet end i resten af landet.

I 2023 skabte hvert årsværk i industrien i Trekantområdet værdi for godt 1,1 mio. kr. Dermed er produktiviteten i industrien højere i Trekantområdet end i storbyområderne omkring Aarhus, Odense og Aalborg. Inden for industrien er Hovedstadsområdet langt mere produktiv end de andre byområder. Dette skyldes bl.a. den store koncentration af medicinalindustri i Hovedstadsområdet.

Produktivitet i industrien, BVT pr. årsværk

Stor vækst i de seneste år

Vækst i industrien skabes når værdien af produktionen stiger. Dette kan enten være drevet af produktivitetsstigninger, eller af at man har ansat flere, for at kunne øge produktionen. Industrien i Trekantområdet har i en længere periode fra 2013-2020 ikke skabt den store vækst. Men siden 2020 er bruttoværditilvæksten i industrien i Trekantområdet steget markant.

Ser man specifikt på det seneste år, har industrien i Trekantområdet oplevet en markant vækst (5%). Dette er dog kun den næsthøjeste vækst blandt storbyområderne da industrien, og særligt medicinalindustrien, i Hovedstadsområdet er vokset endnu mere.

Udvikling i bruttoværditilvækst (BVT) i industrien, indeks (2013=100)