Samarbejder med kommunale grupper
Samarbejder med kommunale grupper skaber en stærk grøn dagsorden
I Trekantområdet arbejder vi tæt sammen med kommunerne om klima, plan og energi. Samarbejdet bygger på faste grupper, hvor vi mødes med de tekniske direktører, klimachefer, planchefer og kommuneplangruppen. Her løfter vi tværgående kommunale opgaver, hvor fælles løsninger er nødvendige, fordi klima, energi og ressourcer ikke stopper ved kommunegrænsen.
På planområdet samarbejder vi blandt andet om en fælles kommuneplan, som netop har været i offentlig høring. Hen over sommeren skal planen behandles politisk i kommunerne. Samtidig tager vi hul på arbejdet med en ny planstrategi, hvor vi i fællesskab drøfter, hvilke emner og temaer der er vigtige på tværs, og hvordan vi kan styrke det samlede plansamarbejde i området.
Klima og energi samt grøn trepart
Inden for klima- og energiområdet arbejder vi især med strategisk energi- og ressourceplanlægning, hvor særligt Power-to-X (PtX) og vand som ressource er i fokus. Her samarbejder de tekniske direktører og klimachefer om at finde fælles løsninger, og en særlig projektgruppe er nedsat for at undersøge, hvordan vi bedst håndterer vandressourcen. Målet er at understøtte fremtidens store vandforbrugende virksomheder og PtX-projekter – samtidig med at vi sikrer adgang til drikkevand for borgerne og passer på miljøet.
En gennemgående tematik, både i planarbejdet og klimaindsatsen, er arbejdet med den grønne trepart. Her bruger grupperne hinanden til at sparre, dele viden og koordinere, så vi står stærkere sammen om den grønne dagsorden.
Teknisk vand og grøn mobilitet
Ud over de faste grupper driver vi flere arbejdsgrupper, blandt andet om teknisk vand og om sammenhængende grøn mobilitet. Arbejdsgrupperne skaber mulighed for videndeling og udvikling af fælles initiativer, og grupperne sætter altid deres egen dagsorden. Tematikkerne udvikler sig løbende i takt med kommunernes aktuelle fokus og behov, hvilket gør samarbejdet dynamisk og fleksibelt. På den måde kan vi hurtigt samle op på nye udfordringer og muligheder, som opstår, og understøtte den grønne omstilling i hele området.