Vedtægter for Trekantområdet Danmark

§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Trekantområdet Danmark er en forening for kommuner i Trekantområdet.

Stk. 2. Trekantområdet Danmark har sit hjemsted i Kolding Kommune.


§ 2. Formål

Stk. 1. Trekantområdet Danmarks formål er:

  • at udvikle Trekantområdet som et af Danmarks vækstområder på indsatsområderne erhverv, byudvikling, uddannelse og kultur
  • at fremme Trekantområdets interesser i forhold til statslige og regionale myndigheder
  • at markedsføre Trekantområdet som et samlet område
  • at udarbejde Trekantområdets årlige mål- og handlingsplan samt budget
  • at igangsætte, udvikle og gennemføre regionale projekter i et samarbejde mellem myndigheder, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre samarbejdsparter, der styrker Trekantområdets vækst og udvikling


§ 3. Medlemsforhold

Stk. 1. Trekantområdet Danmark er et samarbejde mellem kommuner i Trekantområdet.

Stk. 2. Medlemmerne er pr. 1.1.2016: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner.

Stk. 3. Andre kommuner kan optages som medlemmer efter godkendelse i medlemskommunerne.

Stk. 4. Udmeldelse finder sted skriftligt til formanden med et års varsel til den 31. december på efterfølgende kalenderår.


§ 4. Bidrag

Stk. 1. Bestyrelsen udarbejder forslag til det økonomiske bidrag for den kommende tre-års periode til godkendelse i medlemskommunerne.

Stk. 2. Bidraget skal dække samarbejdets udgifter, der fordeles efter kommunernes indbyggertal 1. januar, året forud for regnskabsåret.

Stk. 3. Bidraget skal betales senest 3 uger efter påkrav.

Stk. 4. Bidraget skal være betalt for at opnå stemmeret på generalforsamlingen.


§ 5. Generalforsamling

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens overordnede myndighed i Trekantområdet Danmark.

Stk. 2. Medlemskommunerne kan lade sig repræsentere af byrådene. Endvidere kan gæster inviteres til at overvære generelforsamlingen.

Stk. 3. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 30. juni.

Stk. 4. Hver kommune har en stemme på generalforsamlingen.

Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt eller på begæring af mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer. Begæringen skal indgives til bestyrelsen og indeholde en angivelse af dagsorden. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes senest fire uger efter begæringens modtagelse.

Stk. 6. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med 3 ugers varsel.

Stk. 7. Forslag, som ønskes behandlet på en generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen.

Stk. 8. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal bl.a. indeholde:

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning

3. Godkendelse af revideret årsrapport

4. Valg af revisor

5. Godkendelse af mål- og handlingsplan

6. Orientering om medlemsbidrag, jf. § 4, stk 1

7. Eventuelt

Stk. 9. Generalforsamling vælger ved simpelt stemmeflertal en dirigent, der leder forhandlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivning.

Stk. 10. Stemmeberettigede på generalforsamling er bidragsbetalende medlemmer.

Stk. 11. Generalforsamlingens beslutninger afgøres ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 12. Der føres protokol på generalforsamlingen til udsendelse til medlemmerne.

§ 6. Bestyrelsen

Stk. 1. Trekantområdet Danmark ledes af en bestyrelse.

Stk. 2. Borgmesteren fra hver medlemskommune er medlem af bestyrelsen. Ved borgmesterens forfald kan 1. viceborgmester deltage som medlem.

Stk. 3. Bestyrelsen har ansvar for:

  • at føre tilsyn med driften og gennemføre Trekantområdets mål- og
  • handlingsplan inden for budgettet
  • at analysere og vurdere mulighederne for udvikling af Trekantområdets formål
  • at sikre videndeling mellem kommuner om Trekantområdets aktiviteter og interesser
  • at tage initiativer til varetagelse af Trekantområdets interesser i forhold til myndigheder og interesseorganisationer
  • at anbefale forslag til byrådene om det kommende års mål– og handlingsplan, incl. budget
  • at anbefale forslag til årsberetning
  • at anbefale forslag til byrådene om nye indsatsområder eller større projekter

Stk. 4. Bestyrelsen vælger selv sit formandskab med en formand og en næstformand efter den årlige generalforsamling.

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen holder møde minimum 4 gange årligt efter formandens beslutning og indkaldes i øvrigt, når formanden eller tre bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Stk. 6. Bestyrelsen træffer beslutninger med simpelt flertal og er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 7. Bestyrelsen antager den daglige ledelse.

Stk. 8. Der føres protokol over bestyrelsens møder, der efter bestyrelsens godkendelse, udsendes til medlemmerne.


§ 7. Formandskab

Stk.1. Formandskabets opgaver er:

  • at repræsentere foreningen ved forhandlinger og tegne samarbejdet udadtil
  • at iværksætte projekter inden for mål- og handlingsplanen
  • at godkende informations- og markedsføringsaktiviteter
  • at godkende oplæg til samarbejdsaftaler med eksterne aktører


§ 8. Sekretariatet

Stk. 1. Sekretariatet ledes af en direktør.

Stk. 2. Direktøren har følgende opgaver:

  • at varetage koordineringen af foreningens organisation og ledelsen af sekretariatets medarbejdere
  • at gennemføre mål- og handlingsplanen
  • at udarbejde forslag til årsberetning
  • at varetage økonomistyring af foreningens budget


§ 9. Regnskab og formue

Stk. 1. Foreningens årsrapport følger kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en statsautoriseret revisor.


§. 10. Tegning og hæftelse

Stk. 1. Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formand og direktør .

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen form for hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.


§. 11. Vedtægter

Stk. 1. Udkast til vedtægter skal vedtages på en stiftende generalforsamling.

Stk. 2. Pålæg eller vejledende udtalelser fra konkurrence- og/ eller tilsynsmyndigheder kan bevirke ændringer i vedtægterne, når der har være orienteret herom på en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 3. Vedtægterne skal godkendes i de deltagende kommuner.

Stk. 4. Ændringer i vedtægten kræves vedtaget på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer og hvor mindst 2/3 af medlemmerne er tilstede. Såfremt der ikke deltager 2/3 af medlemmerne kan vedtægterne ændres på en ny ekstraordinær generalforsamling med 2/3 flertal.


§. 12. Opløsning

Stk. 1. Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 blandt de fremmødte medlemmer.

Stk. 2. Ved foreningens opløsning skal foreningsformuen tilbagebetales de deltagende kommuner i forhold til indbyggertallet ved den seneste fastsættelse af medlemsbidraget.


Godkendt på stiftende generalforsamling mandag den 28. august 2006 i Foreningen Trekantområdet Danmark.

Optagelse af Haderslev Kommune er efterfølgende godkendt på ordinær generalforsamling den 27. april 2016.