back icon
Back arrow
Cases

Fra studiehybel i Aarhus til drømmejob, pool og Porsche i Provinsen som 26-årig

I Lindknud bor der en ung mand på 26 år, der har god grund til at være tilfreds med tilværelsen. Det var han såmænd også, da han for to år siden boede i en studiehybel i Aarhus og var ved at færdiggøre sin ingeniøruddannelse på AU Engineering på Aarhus Universitet. Men Malte Boel Olesens liv har taget noget af en drejning, siden han for 2 år siden forlod studiebyen og den lille studiehybel til fordel for et drømmejob og en drømmebolig i dét, som nogen kalder provinsen, på landet eller endda udkanten.

I den lille by Lindknud i Vejen Kommune mellem Kolding og Esbjerg har Malte Boel Olesen købt et anderledes drømmehus, hvor han bor sammen med sin kæreste Camilla, og hvor han kan dyrke passionen for veteranbiler.

Et stort hus med udendørs swimmingpool, men vigtigst af alt – et stort, professionelt bilværksted. I alt 300 kvadratmeter under tag.

Passion for veteranbiler og klassikere

- Jeg har altid interesseret mig for maskiner og veteranbiler og købte selv min første veteranbil som 18-årig. Jeg deler interessen med min far, der er smed og maskiningeniør. Gennem ham har jeg lært noget håndelag i en tidlig alder. Og det var nok også ham, der inspirerede mig til at blive ingeniør, fortæller Malte Boel Olesen.

Det er både mekanikken, ejerglæden og køreoplevelserne, der fascinerer ham. Og så er ejerskabet af de rigtige veteranbiler ofte en god investering.

- Jeg har oplevet at kunne sælge en af mine veteranbiler til næsten den dobbelte pris af, hvad jeg købte den for få år tidligere. Så får man jo blod på tanden og får lyst til at bygge videre på den investering ved at købe den næste, lidt federe veteranbil – og så videre, siger Malte Boel Olesen, der blandt andet har ejet en klassisk Porsche 911 Targa fra 1969.

Malte Boel Olesen har ikke kun næse for maskiner og veteranbilinvesteringer. Snusfornuften er næsten til at bide i, når han fortæller, hvordan huset i Lindknud, der har kostet omkring 1,1 million kroner, formentlig ville koste omkring 5 millioner kroner i Aarhus-området.

Tænkte automatisk på job og bolig i Aarhus

Men faktisk var bosætning og jobsøgning i Aarhus-området det mest nærliggende scenario for Malte, da han for 2-3 år siden nærmede sig dimissionen på sin uddannelse, hvor han først har taget en maskiningeniøruddannelse og dernæst bygget videre med en overbygning til forretningsingeniør.

- Den gang tænkte jeg automatisk, at jeg ville søge job og bolig omkring Aarhus, for det var jo her, jeg havde levet et studieliv og et storbyliv med fest og glade dage, og det var her, mine studievenner og søskende boede, siger han.

Men sådan skulle det ikke gå.

Studiejob og sabbatjob førte til jobtilbud

Gennem sin ungdom og sin studietid havde Malte Boel Olesen haft job som ufaglært lager- og montagearbejder hos maskinproducenten Moldow A/S i Holsted, der laver filteranlæg, maleanlæg og ventilationsanlæg.

Under studiet søgte han også et studiejob hos Moldow – dog uden at få det. I stedet skete der noget endnu bedre:

- Et halvt år før jeg blev færdiguddannet ringede direktøren til mig og sagde, at han gerne ville skrive kontrakt med mig på fuldtid som projektleder med start fra min sidste eksamensdato, fortæller Malte.

Før han nåede at tænke ret meget over det, havde han sagt ja til jobbet som projektleder og havde sagt studiehyblen i Aarhus op. Tre dage efter sin dimission begyndte Malte i sit nye job. Det har han ikke fortrudt.

- Det er et superspændende job, hvor jeg ret hurtigt har fået ansvar og mulighed for at komme ud at rejse. For nylig var jeg 3 måneder i Rumænien, hvor jeg havde ansvaret for at etablere et af vores automatiske maleanlæg for en bilproducent, siger Malte Boel Olesen.

Flyttede tilbage til hjemegn

Han har heller ikke fortrudt, at han med jobbet i Holsted også vendte næsen tilbage til barndomsbyen Lindknud, hvor hans forældre stadig bor. Derfor har det heller ikke været så svært for ham at falde til og komme ind i lokalsamfundet.

- Heldigvis har jeg stadig venner i området fra før min studietid, siger Malte Boel Olesen, der også mødte sin kæreste Camilla, da han flyttede tilbage til Lindknud.

- Det er nemmere at lære folk at kende i et mindre samfund end i en storby, hvor man kun lige siger hej til naboen i opgangen. Jeg er meget ude og snakker ofte med naboer og folk i byen. Her er man mere tilbøjelig til lige at hjælpe hinanden med små boligprojekter for eksempel, siger han.

Fra drengerøv - til lidt ældre drengerøv

Da Malte boede i Aarhus, elskede han storbyens tilbud og en god bytur med vennerne. Det gør han stadigvæk, og afstanden er ikke noget problem, når man som Malte elsker at køre bil.

- Vi har blot mellem 20 og 30 minutters kørsel til de store byer i Trekantområdet, hvis vi vil ud og give den lidt gas og lave nogle storbyting, siger Malte.

Han kan også lide at give den lidt gas på landeveje og motorveje – inden for færdselslovens grænser naturligvis. For bilinteressen begrænser sig ikke kun til veteranbiler og klassikere:

- Jeg må tilstå, at da jeg fik min første løn, så fes jeg ud og leasede en hurtig BMW M’235i coupé. Hvis jeg var lidt en drengerøv, da jeg flyttede fra Aarhus, så er jeg nok blevet en lidt ældre drengerøv nu. Sådan vil min kæreste nok sige det, siger Malte.

Fremtidsmusik med alvor og snusfornuft

Selv om Malte godt kan lide lidt fest og fart, så ligger der alvor og snusfornuft lige bag de store beslutninger, han har truffet de seneste par år.

- Jeg synes jo, at de mindre byer i Trekantområdet er vældigt attraktive. Ikke bare at bo i, men også at investere i. Boligpriserne er attraktive for nye købere – og det er ikke svært at leje ud. Derfor har det også allerede været muligt for Camilla og jeg at købe to huse i gågaden i Vejen, som vi lejer ud. Den lejeindtægt er jo med til at finansiere vores eget hus, siger Malte.

Rammerne til en tilværelse i Lindknud med udfordringer og udvikling i både job, fritid og privatliv er lagt til rette. Og sådan tænker Malte da også, når han tænker på fremtiden:

- Trekantområdet er et område, hvor jeg gerne selv vil se mine børn vokse op, fordi her er trygge rammer. Jeg kan godt lide at bo på landet, hvor der er lidt stille og roligt, men hvor der ikke er så langt til en større by, siger Malte.

Han er med egne ord landet i et smørhul, som han godt nok kendte i forvejen, men som han oprindeligt først havde overvejet måske at vende tilbage til om mange år.

- Når jeg kigger tilbage på de seneste par år, så er det i høj grad tilfældigheder, der har afgjort, at jeg er landet her, hvor jeg er nu. Men for mit vedkommende har det bare været de rigtige tilfældigheder på de rigtige tidspunkter. Og det har været mit held, siger Malte Boel Olesen.

MALTES KLASSIKER-CV

De særligt interesserede bilentusiaster kan finde glæde ved at scrolle ned over Maltes klassiker-CV:

Han købte først en Opel Manta A coupe fra 1971 med sin far, byttede og lagde penge i til en Porsche 911 Targa, fik den byttet til penge og en Dodge D100 Sport Adventurer Pickup Truck fra 1973. Den er sidenhen blevet til en Opel Rekord C 1900L fra 1968, en Ford Escort 1,6L fra 1983 og en Chevrolet 1926.