KE Fibertec driver bæredygtig forretning med fokus på vækst
Hos virksomheden KE Fibertec i Vejen er bæredygtighed blevet forretningens grundsten. Siden 2012 har virksomheden arbejdet målrettet på at reducere ressourceforbruget via miljøkortlægning gennem hele fødekæden. Men bæredygtighed kræver mod og ikke mindst opbakning fra politisk side, lyder det fra direktøren.
KE Fibertec producerer ventilationsløsninger med skræddersyede tekstilkanaler, der ikke blot giver godt indeklima og energibesparelser hos kunden, men også er produceret på en bæredygtig måde med materialer fra eget væveri i Danmark. Virksomheden har gennem de seneste 8 år været igennem en grøn omstilling, hvor hele virksomhedens tankegang er blevet endevendt for at kunne adskille sig fra konkurrenterne uden at risikere omsætningen.
Havde brug for unik historie
– Gennem mange år producerede vi kvalitetsprodukter med alle de rette certificeringer indenfor både miljø, kvalitet og arbejdsmiljø – men vi var bare ikke super gode til at sælge historien. Så derfor begyndte vi at kigge på hvordan vi for alvor kunne differentiere os, og der var Cradle to Cradle certificeringen særligt interessant, fortæller direktør hos KE Fibertec, Carsten Jespersen.
Cradle to Cradle certificeringen omhandler materialesundhed, genbrug og genanvendelighed, brug af vedvarende energi, forvaltning af vandressourcer og social ansvarlighed.
Eget væveri = nemmere dokumentation
– Mange standarder levede vi allerede op til i forvejen. Men lige i forhold til materialesundhed kunne vi optimere. Og her kom vores væveri ind i billedet, siger Carsten Jespersen.
For med eget væveri som underleverandør var det i meget høj grad muligt for KE Fibertec at dokumentere, hvordan materialerne blev til. Det krævede nogle interne justeringer og processen resulterede i verdens første Cradle to Cradle certificerede tekstilkanal efter ganske kort tid.
Grøn tankegang i hele organisationen
De spæde skridt i den grønne omstilling hos KE Fibertec er primært sket på det ledelsesmæssige plan, men kernen til succes ligger i hele organisationen.
– Min klare opfattelse er, at bæredygtighed skal være del af hele organisationen. Hvis ikke det er en indgroet del af alt hvad du laver, så bliver det blot en CSR-rapport, man aflægger en gang om året, fortæller Carsten Jespersen.
Ideer fra medarbejderne bliver gennemført
Hos Vejen-virksomheden er det netop også medarbejderne i de forskellige afdelinger, der løbende stiller undrende spørgsmål og kommer med idéer til nye bæredygtige initiativer.
– Det er medarbejderne, som driver bæredygtigheden fremad. Et eksempel på en medarbejderidé er genanvendelse af restmaterialer fra vores væveri, som ved hjælp af to nyindkøbte maskiner nu laves om til vulster, der bruges i ventilationskanalerne. Det er syv ton affald sparet, og dermed penge direkte ned i foret, siger Carsten Jespersen.
Den bæredygtige forretningsmodel er nu så indarbejdet hos KE Fibertec, at virksomheden arbejder målrettet mod den næste store milepæl: at være CO2 neutral i 2030.
Håb for grønne politiske ambitioner
Den grønne omstilling hos KE Fibertec har været længe undervejs, men det er ikke altid nemt at være firstmover i branchen.
– Vi løber for eksempel lidt panden mod muren her i fasen, hvor vi skal implementere vores 2030 mål. Vi har en naturgaspligt i kommunen, som gør at vi ikke bare sådan kan skifte til biobrændsel eller solceller. Derfor håber jeg, at man i kommuneplanerne i Trekantområdet kan blive mere konkrete i forhold til bæredygtighed og generelt højne ambitionsniveauet, så vi får skabt et fornuftigt grundlag at arbejde ud fra.
Gode råd til andre virksomheder
Carsten Jespersen har ét primært råd til andre produktionsvirksomheder i Trekantområdet i forhold til grøn omstilling: Bare kom i gang!
– Start med de små ting der giver mening. Det er helt okay, så længe der er en vision for det man gør. Og så er det altså ikke forbudt at sige højt, at man gerne vil tjene penge samtidigt, siger Carsten Jespersen.
Om Cradle to Cradle certificering
Cradle to Cradle er en produktstandard, der administreres af den uafhængige non-profit organisation, Cradle to Cradle Products Innovation Institute. Produkter kan certificeres gennem samarbejde med vurderingsorganer, der er akkrediteret (godkendt) af instituttet.
Et Cradle to Cradle certifikat er et bevis på, at et produkt er designet og produceret efter konceptets principper.
Kilde: Vugge til Vugge ApS
KE Fibertec “Succesvirksomhed 2020”
KE Fibertec er i 2020 blevet hædret med Spar Nords og BDO’s erhvervspris “Succesvirksomhed 2020”.