back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Borgmestre og DI: Nye erhvervsklynger skal have brohoved i Trekantområdet

Udgivet af:
Thomas Schultz
30. september 2020

Når de nye, nationale erhvervsklynger skal i gang med arbejdet, så skal de sikre et tæt samspil med erhvervslivet i Trekantområdet. En fælles industriel hub i Trekantområdet, der kan styrke samspillet mellem industrien og de nationale klynger, er en oplagt løsning for at sikre innovation og vækst.

Sådan lyder det fælles budskab fra de syv borgmestre i Trekantområdet og Dansk Industri Trekantområdet.

- Trekantområdet er Danmarks Produktionscentrum med mere 37.000 beskæftigede i industrien. Netop industrien er en helt afgørende forudsætning for, at de danske klynger bliver en succes. Det er derfor helt afgørende for væksten i hele Danmark, at klyngerne får et stærkt samspil med virksomhederne i Trekantområdet – i form af fysisk repræsentation, siger formand for Trekantområdet Danmark, Jens Ejner Christensen, der også er borgmester i Vejle Kommune.

DI Trekantområdet bakker op

Dansk Industri Trekantområdet bakker op om kommunernes vilje til at styrke de danske klynger med en fælles industriel hub i Trekantområdet, der kan understøtte samspillet mellem klyngerne og industrien, lyder det fra formand for DI Trekantområdet, Carsten Kind:

- Der er megen fornuft i at styrke de danske klynger. De skal binde forskning, viden, innovation og ikke mindst erhvervsudvikling sammen. Derfor er det også rigtig glædeligt, at kommunerne i Trekantsområdet på den måde viser interesse i at understøtte de nye klynger. En industriel hub i Trekantområdet med repræsentation fra klyngerne vil styrke dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne, siger formand for DI Trekantområdet, Carsten Kind.

Klyngerne skal ud til virksomhederne

Udfordringen er imidlertid, at klyngerne først og fremmest er domineret af de stærke vidensmiljøer omkring universiteterne – og i knap så høj grad af virksomhederne. Det betyder også, at hovedparten af klyngerne har placeret deres hovedkontor i København.

- Placeringen af hovedkontorerne er i sig selv ikke et stort problem, så længe klyngerne er tilstrækkeligt fokuserede på, at urkraften i dansk erhvervsliv altså ikke er placeret rundt om universiteterne. Derfor skal de have fysisk tilstedeværelse helt tæt på virksomhederne. Det er naturligvis også et samarbejde, som vi er klar til at kaste ressourcer ind i, siger formand for Trekantområdet Danmark, Jens Ejner Christensen.

FAKTA

Danmark fik et nyt erhvervsfremmesystem 1. januar 2019. Intentionen er at skabe et mere sammenhængende og effektivt system med færre og stærkere aktører end før. Et af de centrale elementer i det nye system er de nye erhvervshuse, der er stærke omdrejningspunkter for de regionale erhvervsfremmeindsatser. Et andet centralt element er konsolideringen af 10 nationale klynger (samt 4 spirende klynger) – på baggrund af de mange regionale og lokale klynger, der er groet frem igennem de sidste 10-15 år.