back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Hvert år popper stor kunst op i Trekantområdet

Udgivet af:
Thomas Schultz
24. januar 2022

Hvad sker der, når man tager et stort, opsigtsvækkende kunstværk, som de besøgende gerne må røre ved og være en del af, og installerer det i uvante rammer? Det har man i Trekantområdet gjort i en række byer de senere år – med stor succes og international opmærksomhed til følge.

Da Behrang Behin fra den New York-baserede arkitekt- og kunstnergruppe Behin Ha Design Studio fik tilbuddet om at skabe et usædvanligt og opsigtvækkende værk til Trekantområdets Festuge i 2020, tøvede han ikke. Trekantområdet havde fat i noget, vidste han – og det ville han gerne være en del af. ”Man mærker tydeligt, at kunst og kultur har en reel betydning for Trekantområdet. I bruger det aktivt, og I involverer jeres kulturinstitutioner og jeres borgere, og det er meget imponerende og anderledes fra, hvordan man arbejder sammen andre steder i verden”, forklarer Behrang Behin, der kreerede værket ”Together Apart”, hvor store orange bånd skabte nye figurer og rum på usædvanlige steder i både Billund og Middelfart. Ambitionen om at hive international kunst fra New York, London, Berlin og andre af klodens metropoler til Trekantområdet begyndte i 2018 – og ønsket var at skabe kunst i uvante rammer og på en måde, så borgerne bliver en del af det og mærker det i deres hverdag.

2018 ”Half the air in a given space” blev lavet af den britiske kunstner Martin Creed, der er berømt for at forvandle hverdagsobjekter til overraskende og humoristiske betragtninger over vores eksistens. Kolding Bibliotek, Fredericia Banegård og Byrådssalen i Vejle blev i en uge forvandlet til kunstinstallationer, hvor publikum fik en sanselig og overraskende oplevelse i et hav af kæmpe balloner. 2019 ”TAPE” var skabt af den internationale kunstnergruppe Numen/For Use, der bl.a. er kendt for at skabe gigantiske installationer af tape i nogle af verdens største byer som Paris, Berlin, Tokyo og Sao Paulo. Værkerne er så store, at publikum kan gå på oplevelse i dem, og i Trekantområdet var det muligt at opleve tape-installationerne i Vejen, Haderslev og Vejle. 2020 ”Together Apart” var et kunstværk skabt af iøjnefaldende orange bånd, der dannede figurer og små, åbne rum, som de besøgende kunne gå på opdagelse i. Værket var skabt af den New York-baserede kunstnergruppe Behin Ha Design Studio og handlede om den nye virkelighed med corona og social distance. Værket blev opsat både i Billund og Middelfart.

”Det er et vigtigt greb at placere kunsten der, hvor alle kommer forbi og kan opdage og involvere sig kunsten,” pointerer Behrang Behin.

”Vi har fået utroligt meget opmærksomhed på grund af dette værk, og vi har tilmed vundet flere internationale designpriser. Opmærksomheden har betydet, at vi nu er vi ved at opføre et lignende værk i Kina”, tilføjer han.

Og opskriften virkede også lokalt i Trekantområdet. Folk strømmede til for at kigge, mærke, nyde, tænke og deltage.

Det oplevede de fx hos CLAY Keramikmuseum i Middelfart, hvor netop ”Together Apart” skabte nye rum på arealerne rundt om museet. Her påpeger museumsdirektør Pia Wirnfeldt, at glæden over den markante kunst både gik indad mod museets eget arbejde og pegede ud mod publikum.

”Som institution var det en stor saltvandsindsprøjtning at indgå i et samarbejde med andre kommuner i Trekantområdet omkring udvikling, kommunikation og formidling i forhold til værket”, siger hun.

Og Pia Wirnfeldt mærkede også gevinsten hos de besøgende.

”Gennem oplevelsen af et spektakulært, tankevækkende og interessant kunstværk, får man en fælles reference, som man husker og bringer med sig videre”, mener museumsdirektøren.

I Haderslev mærkede man netop også en fælles stolthed over at få international kunst til byen. Her var der tale om værket ”TAPE”, altså en gigantisk installation bygget af tape, der i 2019 var spændt op som et edderkoppespind i byens Streetdome. Her kunne man så kravle rundt højt over jorden, mens andre brugte skate-ramperne under én. Og den gysende oplevelse vakte begejstring.

”På den måde kan kunsten være med til at skabe stolthed og sammenhængskraft for borgerne. Folk i Haderslev kunne ranke ryggen og sige: Vi kan også være med! Det var et væsentligt kulturnedslag, som flyttede folk. Normalt tænker de jo ikke over Trekantområdet i hverdagen, men når der så kommer et internationalt kunstværk, der bliver markedsført som en del af hele området, så bidrager det til at skabe mening”, forklarer Haderslevs kultur- og fritidschef Christian Haugk.

Der er planer om nye markante kunstprojekter i forbindelse med fremtidige udgaver af Trekantområdets Festuge.