back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Bæredygtighed bliver konkurrenceparameter nr. 1 - multiple kriser bliver ny normal

Udgivet af:
Thomas Schultz
08. november 2022

Der er gemt store vækstpotentialer lige bag de sorte skyer, der lige nu truer industri- og produktionsvirksomhederne i Danmark. Men det kræver omstilling og handling af virksomhederne nu.

Nogenlunde sådan kan man koge budskaberne fra afslutningsdebatten på Industriens Dag den 1. november ned.

Budskaberne blev leveret af tre kapaciteter inden for henholdsvis industri, ledelse og vækst – nemlig administrerende direktør for Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang, ledelsesekspert og professor Steen Hildebrandt og formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og tidligere direktør for Vækstfonden, Christian Motzfeldt.

- Hvordan skaber vi en bæredygtig og konkurrencedygtig produktionssektor i Danmark?, ville moderator Tine Gøtzsche vide.

Bæredygtighed = konkurrenceevne

- Vi kommer til at sætte lighedstegn mellem bæredygtighed og konkurrenceevne. For det er sådan det bliver. Mange virksomheder er allerede gået ind i agendaen af sig selv, men det bliver også presset ned gennem værdikæderne – og det kommer snart som en tsunami, sagde administrerende direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

- De virksomheder, der omstiller sig hurtigst, får en konkurrencefordel. Og hvis Danmark lykkes med at omlægge vores energisystem til vedvarende og bæredygtig energi, så får især SMV’erne en konkurrencefordel, udbyggede Christian Motzfeldt, der ud over at være formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse også er formand for Power-to-X samarbejdet i Trekantområdet, Triangle Energy Alliance.

Samtidige kriser, der ikke går over

For lige nu er industrivirksomhederne ikke bare ramt af forsyningsflaskehalse og stigende krav til dokumentation og reduktion af CO2-udledning. De er også ramt af stigende råvarepriser, stigende energipriser og mangel på arbejdskraft.

Og det er et nyt vilkår, som virksomhederne skal lære at leve med og agere i, mente ledelsesekspert Steen Hildebrandt:

- Kriser er en evig udfordring. Men det nye er, at vi står over for flere samtidige kriser – og at de ikke går over. Vi vender ikke tilbage normal igen. Multiple kriser er det nye normal, og dét skal vi vænne os til og tune vores ledelse efter. Men så har virksomhederne i Danmark også store muligheder, sagde Steen Hildebrandt.

Brug for skarpere kompetencer

Han pegede på, at der er behov for at få kompetencer, der kan håndtere den nye virkelighed ind i bestyrelserne i de ejerledede SMV’er.

- Der er brug en professionalisering af mange af bestyrelserne i SMV-segmentet. De er simpelthen ikke dygtige nok. For eksempel i forhold til ledelse af en bæredygtighedsudvikling, sagde Steen Hildebrandt.

Men hvad er det så for kompetencer, der er behov i bestyrelserne og i ledelserne for at kunne håndtere bæredygtighedskravene og de samtidige kriser?

- Det er blandt andet kompetencer, der kan lave risikoanalyser og scenarieanalyser – og som kan justere virksomhedens strategi og retning hurtigt, hvis virkeligheden ændrer sig. Jeg ser også et behov for at systematisere læringen i mange virksomheder. Ansæt kompetencer der kan afdække, hvad den kritiske viden for virksomheden er – og hvad medarbejderne bare skal vide, sagde Christian Motzfeldt.

Behov for hjælp til SMV’er

Alle tre paneldeltagere var enige om, at erhvervsfremmesystemet og industriorganisationerne også har en opgave i forhold til at hjælpe særligt de mindre industrivirksomheder.

- Industriens Fond er også en del af systemet. Vi støtter gennem projekter, der styrker erhvervslivets konkurrenceevne. Typisk drives projekterne af brancheforeninger eller GTS-institutter – og lige nu er der bare så meget konkurrencekraft i bæredygtighed, så det gælder om at tappe ind i den agenda, sagde Thomas Hofman-Bang.

Sådan ser fremtiden ud for industrien

- Bliver den danske industri så stærkere eller svagere i de kommende år?, ville Tine Gøtzsche vide.

- Vi kommer ikke til at producere og udvikle på samme måde som før. Den industrielle revolution vil fortsætte. Der vil helt sikkert komme fyringer og konkurser. Men der vil hurtigt opstå nye virksomheder og fyrede medarbejdere vil hurtigt blive ansat i nye virksomheder, sagde Steen Hildebrandt.

- Mit bud er, at industrien i Danmark bliver noget større. Specielt hvis vi som land får opbygget et bæredygtigt energisystem med grøn strøm og Power-to-X. Så kan vi hjemtage mere produktion, fordi vi vil kunne producere mere bæredygtigt end andre lande, sagde Christian Motzfeldt.

- Jeg tror på en større og lys fremtid for industrien, hvis vi griber bolden nu, sagde Thomas Hofman-Bang.