back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Stor interesse for ny industrilinje på maskinmesterskolen

Udgivet af:
Thomas Schultz
30. maj 2018

Næsten halvdelen af alle de studerende på Fredericia Maskinmesterskole har valgt linjen “industri og ledelse”, når den udbydes for første gang efter sommerferien.

Mange forbinder en maskinmester med én, der arbejder på store skibe til søs. Men faktisk arbejder 80 procent af alle maskinmestre i virksomheder på land – og hver tredje ender med et lederjob eller anden karriere i industrien.

Da Trekantområdet samtidig oplever, at områdets mange produktionsvirksomheder i stigende grad efterspørger tekniske ledere, gik Fredericia Maskinmesterskole og Trekantområdet Danmark sidste år sammen om at lave en uddannelsesretning, der skal imødekomme disse behov.

Det er der kommet valgfagslinjen ”industri og ledelse” ud af, som starter op efter sommerferien.

- Vi har oplevet en utrolig stor interesse blandt de studerende for den nye linje. Lige nu er der 22 tilmeldte, hvilket betyder, at det bliver den største af vores 3 linjer. Faktisk har vi 7 studerende fra vores afdeling i Esbjerg, der vælger at pendle til Fredericia for at tage netop den linje. Vi er glade for, at vi har ramt et behov hos både de studerende og virksomhederne. Det lover godt, siger Torben Dahl, der er rektor på Fredericia Maskinmesterskole.

Aftalen mellem uddannelsesinstitutionen og Trekantområdet Danmark skal være med til at sikre oprettelsen af et netværk af lokale produktionsvirksomheder, der både kan fungere som grundlag for etablering af et advisory board/aftagerpanel og som praktikpladser. Uddannelsen er nemlig et vigtigt element i Trekantområdets arbejde på at sikre kompetent arbejdskraft til områdets virksomheder.

Se mere på industrimester.dk


Fakta om ”industri og ledelse”

”Industri og ledelse” indeholder følgende:

  • ERP – Databehandling, systemer, opsamling og sensorer
  • Grundlæggende produktionsstyring og introduktion til produktionsvirksomhed
  • Robotteknologi
  • Energi-og miljøledelse
  • Vedligeholdsledelse
  • Projektledelse, herunder LEAN grundlæggende 3 dages kursus
  • Afsluttende projekt


Fakta om Fredericia Maskinmesterskole

  • 450 studerende på hovedcampus i Fredericia
  • 200 studerende på campus i Esbjerg stigende til 250-300 om et år
  • 83 ansatte, heraf 50 undervisere
  • En omsætning på over 60 millioner kr.