back icon
Back arrow
Nyhedsarkiv

Verdenseliten træner i Trekantområdet

Udgivet af:
Thomas Schultz
27. februar 2020

Både Grindsted, Middelfart Haderslev og Vejen skal i marts lægge asfalt til, når verdens bedste orienteringsløbere skal teste formen før VM i juli.

I de kommende måneder bliver Trekantområdet en populær destination for verdens bedste orienteringsløbere.

Forud for sommerens VM i Fredericia, Kolding og Vejle i begyndelsen af juli kommer mange af de internationale løbere nemlig til området for at deltage i tre træningslejre og et udvælgelsesløb, hvor de dels kan vænne sig til, hvordan VM-kortene bliver tegnet og dels lære dansk byterræn at kende.

Verdensmesterskabet i 2020 bliver nemlig det første mesterskab, hvor der udelukkende løbes sprintløb, som foregår inde i byerne. Der er tre discipliner - 2 individuelle og en stafet – som skal løbes i henholdsvis Fredericia, Vejle og Kolding. Det nye mesterskabsformat med centrale og publikumsvenlige løb betyder, at borgere og besøgende får ekstra god mulighed for at følge løbene.

-Vi glæder os rigtigt meget til at tage godt imod verdens bedste løbere og vise vores gode faciliteter og smukke byer frem. Dog får de ikke lov til at træne i hverken Vejle, Kolding og Fredericia, da disse byer ikke må betrædes af løberne inden VM går af stablen til sommer. Et orienteringsterræn skal nemlig være ukendt for løberne før de starter. Derfor kan en række af nabobyerne se frem til besøg, fortæller Flemming Jørgensen, der er Event Director.

Forårets første træningslejr ligger i slutningen af marts, og der er foreløbig tilmeldt løbere fra både Finland, England, Holland, Norge, Ungarn og Rusland. Og selvfølgelig Danmark.

De resterende træningslejre kommer til at ligge i midten af maj og begyndelsen af juni, mens kvalifikationen løbes sidste weekend i maj.